Percy
Jackson og Olymperne #5: Den Sidste Olymper
Skrevet
af: Rick Riordan – en fantastisk forfatter!
Om
den skriver The Wall Street Journal:
”De
horder af unge læsere, der ivrigt har kastet sig ud i Rick Riordans
bøger(...) vil uden tvivl sluge dette afsluttende bind, lige så
grådigt som en tallerkenfuld ambrosia, eller måske pizza!”
Percy
Jackson følger
man i 5 år. Ét år i hver bog. I den første er han 12. I den
næste, 13 osv. Eftersom det her er nr. 5, er han 17 år gammel. Man
følger ham i sommerhalvåret, hvor han er på en sommerlejr for
halvblods/halvguder. Men han får aldrig et ”normalt” år på
”Halvblodslejren”, som de kalder den.
Det
er en meget troværdig bog,
som virkelig får én til at tænke sig om en ekstra gang, inden man
siger: ”Det er da noget pjat!” Og ”Det findes ikke i
virkeligheden!”
Jeg
anbefaler på det kraftigste, at man læser de første 4 bøger,
ellers kan det være ekstremt svært at følge med i, hvordan og
hvorledes. Bogen er i
1. person, og det er jeg personligt helt vild med. Percy har også en
tendens til altid at kaste et humoristisk lys ud over tingene som f.
eks :” Verdens undergang blev indledt, da en pegasus landede på
køleren af min bil,” Og der er flere alvorlige situationer, hvor
Percy så sammenligner dem med et eller andet sjovt. Så begynder man
altså at smågrine!
Rick
Riordan skriver i et fantastisk sprog, som jeg helt og aldeles
elsker. Jeg
er noget så ked af, at denne fantastiske serie skulle stoppe her,
men den skal jo stoppe på et eller andet sted. ”Stop mens legen er
god” er der jo et ordsprog der hedder. Ærgeligt.
Det
ydre miljø
er meget forskelligt. Percy rejser til Manhattan, for at beskytte
Olympen, som ligger på toppen af Empire State Building. Men i
starten foregår det i Halvblodslejren. Den ligger meget idyllisk, og
har alt, hvad man kunne tænke sig: Lavavægge (til træning), en
kæmpe arena (til træning af fægtning mv.), en smuk skov (som de
bruger til en krigsleg, de kalder ”flagerobring”), og tonsvis a
vindruemarker. Den græske vingud, Dionysos, styrer lejren. Det var
en straf , fordi han var sin kone utro. Man finder hurtigt ud af, at
Dionysos ikke gider at være i lejren.
Det
indre miljø er anspændt(pga. den nært forestående
krig), men folk har det godt med hinanden. Der bliver delt meget op
efter, hvilken gud man er barn af, men alle kan f.eks. træne sammen.
Da Percy og de fleste af de andre lejrdeltagere rejser til Manhattan,
er der mange, som virkelig er bange. ”Den Store Krig” skal jo
komme på et eller andet tidspunkt. Mange vil dø. Og de er ikke ret
mange i forvejen.
Personerne:
Percy:
Søn af Poseidon – havets gud. Han
er bogens hovedperson, og ”jeg-fortælleren”. Han har en tendens
til at få alting til at lyde en lille smule sjovere, end de egentlig
er. Han er vellidt, men har også mange fjender. Man kan ofte føle
med ham, men jeg har lidt svært ved det (måske fordi han er en
dreng).
Annabeth:
Datter af Athene – den græske visdommens gudinde. Hun er meget
gode venner med Percy, og de har et meget besiddende venskab. Hun er
en stædig pige, som ofte har en løsning på alle de problemer,
Percy roder sig ud i. Man komer helt automatisk til at holde af
hende.
Luke:
Søn af hermes – gudernes sendebud. Man kan ikke helt finde ud af
Luke. God eller ond? Tja, han virker fin nok i begyndelsen, men så
bliver han ond, hen imod slutningen...
Chiron:
Kentaur - halvt hest, halvt menneske. Han er heltenes(halvgudernes)
træner og hjælper, og han er en god mand. Man kan ikke undgå at
holde af ham.
Dionysos
– vinguden. Han er lidt en biperson, men han
kommer ofte med nogle kommentarer, som man lige skal have i
baghovedet.
Og
der er mange, mange flere personer at holde styr på hen ad vejen...
Nr. 1: Percy Jackson og
Lyntyven er udkommet som film. I år 2013 kommer nr. 2: uhyrernes
hav.
Jeg er ekstremt vild
med denne serie. Så selvfølgelig får den 5 ud af 5 (6, hvis det var muligt! ;)
